Fra 50’er hus til lavenergihus som ombygningsprojekt

Baggrund

I næsten 25 år havde vi boet i et typehus fra 1980 sammen med vores 3 sønner. To af dem var allerede flyttet hjemmefra og den yngste var parat til snart at følge efter. Kvarteret lå i en lavning omgivet af et naturskønt skovområde og parcellerne var  kendetegnet af opgroede haver og høje hække. Havearbejde og vedligehold af huset var begyndt at blive en last samtidig med en trang til mere åbne omgivelser med lys og luft begyndte at melde sig.
Både min kone og jeg er begge opvokset i nærheden af vandet og ønsket om at flytte til et sted med havudsigt blev begyndelsen på en ny periode af vores liv. Med yderligere krav som bynær beliggenhed og et ønske om at være tæt på naturen, begyndte vi at undersøge mulighederne.

Hushandler

Efter nogle år med finkæmning af boligannoncer og mulige byggegrunde til salg fandt vi et 1½-plans hus fra 1960 beliggende mindre end 100 m fra vandet med den bedste havudsigt vi kunne drømme om.
Huset med et grundplan på 70 m2 og fuld kælder var i god stand men bygget som et 50’er hus uden isolering i hulrummet i ydervæggene og kun 50 mm isolering i taget. Målet var at ombygge huset til noget der minder om et lavenergihus.
Med en grov-skitse under armen gik jeg til kommunens byggeforvaltning og fik en foreløbig accept af den overordnede byggeplan. Kommunen krævede dog at huset med så væsentlig en ombygning skulle overholde krav for nybyggeri i henhold til BR10. Det var kun i tråd med vores egne ønsker så med den enestående chance valgte vi straks at købe huset og udsætte problemet med at sælge det gamle.
Vi flyttede ind i huset som det var og gik så igang med at klargøre det gamle hus til salg. Jeg udbedrede alle væsentlige mangler ifølge tilstandsrapporten og efter kun en måneds tid var huset solgt til prisen.

Design og planlægning

Vi samlede vores krav og ønsker og kom frem til følgende:
  • Inspirerende lyst og venligt indre med udblik- og nem adgang til have og natur
  • Mulighed for at åbne op og lade naturen blive en del af huset
  • Rummelig og højt til loftet med plads til udfoldelse
  • Fokus på atmosfære og god akustik
  • En rød tråd af enkelthed og lige linjer igennem hele huset
  • Spændende arkitektonisk udseende med diskrete materialer der falder ind i omgivelserne
  • Miljøvenligt lavenergihus med solcelleanlæg
  • Bæredygtig ombygnings projekt med fokus på genbrug og miljøvenlig bortskaffelse af byggeaffald
  • Vedligeholdelsesfrit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *